Dværgged
Dværggeden stammer fra det nordlige Afrika og indført via zoologiske haver og dyreparker, for mere end 100 år siden. Den har været et eksotisk indslag til den kendte Danske Landrace ged på den tid. Racen har udviklet sig til den lille ged gennem flere tusind år, fordi den er tilpasset tørre og vegetationsfattige egne og har udviklet evnen til at leve af næringsfattige græsser og urter. I Danmark betyder det at man skal passe på ikke at fodre den for godt. Græs, når der er noget og altid adgang til halm. I vintertid kan hø/wrap være nok. Til ydende dyr kan der gives tilskud af byg og ¼ gedeblanding. Husk altid mineraler, WM ged anbefales. Rent vand, de drikker ikke vand med skidt i.
Dværggeden er også det mindste af de dyr vi kalder husdyr og derfor tiltrække den familier der drømmer om husdyr, men har begrænset plads. Foder, fold og hus er en overkommelig størrelse med disse små geder. Hus på mindst 2 m2 pr. ged og rotte sikret. Vi anbefaler at man har 1 meter højt fårehegn. Placer med fordel en strømførende tråd, i gedernes højde, så de ikke har mulighed for at ødelægge eller løfte hegnet.
Dværggeden har masser af temperament, hvilket gør dem til meget livlige geder. De bruger meget af deres tid med at afprøve og etablere rangorden i flokken, også selvom flokken kun er på to geder. Derfor anbefaler vi at 3 dyr er bedre og sjovere for avlere. Det kan anbefales at have en legeplads, da de elsker at klatre.
Dværggeden skal ligne en kommodeskuffe på ben. Lille, bred og firkantet. Sat på 4 stærke og korte ben en hals der godt kan ligne, at den alligevel ikke kan nå jorden når den græsser. Så har du en dværgged der ligner den helt ideelle udgave af racestandarden. Desværre kan det ikke undgås at mange har været krydset med landracen og derfor har mere udpræget pelspræg med ”bukser”, hals titter og længere hals.
Den oprindelige farve på dværggeder ved vi ikke helt, men den brune (fra mørk brun til lys karamel) og den blå (fra sort til lyseblå) er formentlig de oprindelige og de farver vi har tilladt i dvæggedernes racestandard. De meget hvide og meget plettede har helt sikkert hvid dansk landrace eller nubisk (den med mange pletter) blandet ind. Og så har dværggeden horn! Dværggeden er robust overfor sygdomme og kan udnytte sit foder optimalt og sammen med deres mindre pladsbehov og fantastiske livlighed, er de nemme at håndtere og meget underholdende.
Vi anbefaler også at man enten køber maedie testede geder eller selv tester op og følger sundhedsprogram for at opretholde en høj sundhed blandt gederne. Ved køb kan man også sikre sig at de har en klovtest. På den måde kan vi udbrede kendskabet til sunde dyr og muligheden for at deltage på dyrskuer rundt om i landet.